Midlertidig lukning af til- og frakørselsramper ved Motorring 3 på Buddingevej
Hovedstadens Letbane vil fra den 2. januar 2023 og forventeligt frem til april 2023, spærre 3 ud af 4 til- og frakørselsramper ved Motorring 3 til Buddingevej (19 – Buddinge).
I Gladsaxe Kommune er letbane-byggeriet også godt i gang flere steder langs ruten, og i sommeren 2022 gik Hovedstadens Letbane i gang med det forberedende arbejde til montering af stibroer langs Buddingevej henover Motorring 3 – meget tæt på kommunegrænsen mellem Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk.
Stibroerne er med til at udvide Buddingevej, så der bliver plads til både letbane, bilister, cyklister og fodgængere. De nye stibroer bliver tilegnet fodgængere og cyklister.
I januar 2023 udvides arbejdet på og omkring broen på Buddingevej. Det betyder, at Hovedstadens Letbane fra den 2. januar og forventeligt frem til april 2023 spærrer 3 ud af 4 til- og frakørselsramper ved Motorring 3 til Buddingevej (19 – Buddinge).
I marts 2023 bliver de nye stibroer løftet på plads. Dette betyder, at trafikken på Motorring 3 i følgende tidsrum vil blive ledt over Buddingevej via til- og frakørselsramperne:
- Lørdag 11. marts kl. 20.00 – søndag 12. marts kl. 8.00
- Lørdag 18. marts kl. 20.00 – søndag 19. marts kl. 8.00
Når stibroerne er løftet på plads, og ramperne er blevet genåbnet, vil arbejdet fortsætte på og omkring broen. Det vil forventeligt vare frem til efteråret 2023 og minde mere om almindeligt vejarbejde.
Herunder kan du se hvilke omkørselsruter, du skal benytte i perioden frem til april:
Fra Motorring 3 mod Helsingør til Buddingevej | Kommer du fra Motorring 3 i retning mod Helsingør, skal du være opmærksom på, at der ved frakørsel 19 Buddinge (til Lyngby eller Søborg) kun vil være ét spor farbart fra motorvejen til Buddingevej. |
Fra Motorring 3 mod Rødby til Buddingevej | Kører du på Motorring 3 fra Helsingør eller Lyngby mod Rødby til Buddingevej. Skal du være opmærksom på, at du i stedet for frakørsel 19 Buddingevej vil blive henvist til en alternativ rute allerede via afkørsel 18 Nybrovej. |
Fra Buddingevej til Motorring 3 mod Helsingør | Kører du på Buddingevej og skal på Motorring 3 mod Helsingør, bliver du henvist til alternativ rute via Gammelmosevej til tilkørsel 18 Nybrovej. |
Fra Buddingevej til Motorring 3 mod Rødby | Kører du på Buddingevej og skal på Motorring 3 mod Rødby, bliver du henvist til alternativ rute via Buddinge Hovedgade og Klausdalsbrovej. |
På www.dinletbane.dk/gladsaxe kan du se Hovedstadens Letbanes forslag til omkørselsruterne på kort.
Hvad betyder det for dig, der bor og færdes i området?
Når Hovedstadens Letbane i går i gang med arbejdet, kan det ikke undgås, at du i perioder vil være generet af trafikomlægninger, længere rejsetid og støj, hvis du bor eller arbejder i nærheden af anlægsarbejdet. Hovedstadens Letbane og entreprenør CG Jensen A/S gør, hvad de kan for at begrænse generne. Hovedstadens Letbane og Lyngby-Taarbæk Kommune holder dig løbende informeret om anlægsarbejdet.
Når 3 ud af 4 til- og frakørselsramper ved Buddingevej afspærres, vil der være skiltet omvejskørsel, og du skal forvente længere rejsetid på strækningen.
Fodgængere og cyklister vil have adgang over Buddingevej i hele perioden, undtaget de to de nætter Buddingevej totalspærres hen over motorvejen for at løfte stibroer på plads. Det er vigtigt, at du følger skiltningen i området og overholder afspærringerne, så du ikke kommer ind på vores arbejdsområder.